Idag er det den 15. december og vejret er bestemt ikke derefter. Det regner og er mørkt - der har faktisk ikke været rigtig lyst idag. Der skal lidt til at hive en op på sådan en dag.
Drømmer om at det sner og at der er hvidt ude på plænen. Og jeg ville sidde i en tyk jakke og store støvler, med en dejlig stor hue på hovedet og varme vanter og drikke en kop kaffe ude på trappen foran min hoveddør. Bare kigge på snefnuggene som ville falde blødt og lægge sig som en dyne over landskabet. Jeg ville sidde og få røde kinder og kigge på de små fugle, som stadig er tilbage i Danmark her i juletiden. Lidt brød ville jeg smuldre til fuglene og pludselig ville de flokkes om brødet foran mig. Jeg ville i mit indre lytte til bjældeklang og pludselig ville en duft af jul brede sig udenfor lejlighederne.
Dette er desværre ikke tilfældet, så derfor må man selv sørge for at bringe julestemningen indenfor. Kalenderlyset brænder langsomt og minder om hvilken dag det er. Det dufter af gran og appelsinen med nelikkerne i ligger og dufter med. Drikker julete fra tepotten og duften af jul breder sig i lejligheden. Julepynten er sparsom, men den er der. Engle, nisser og dekorationerne. Dåsen med peppernødder står fremme og der tændes lys ved enhver given lejlighed. Laver ofte risengrød med masser af kanel. Radioen spiller Aura med uafbrudt julemusik. Det er lykkes mig igen i år at finde den barnlige julestemning frem.
Da det er tid for at skrive projekt, bruges der meget tid indendørs. Derfor er et dejligt varmt sæt nattøj mit foretrukkende outfit denne tid. Dejlige bløde bukser med bindebånd med striber i sarte farver. En dejlig bomuldstop med blonder indenunder en tynd, sart cardigan i strik. Et stort blødt tørklæde med kvaster eller tern og dejlige store futter med pels. Perler eller guldkæder sætter prikken over i'et.
Så er jeg klar til at få julebesøg af projektgruppen. Æbleskiver i ovnen, julete og kaffe, chokolade og pebbernødder og stearinlyset tændt, så er den ved at være der - julestemningen.
Håber I alle er i julestemning <3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar